torsdag den 23. februar 2012

Undervisning tilbydes

Vores techtutorer står til rådighed med en vifte af tilbud, som da et hold på Blaagaard/KDAS skulle klædes på til at bruge mere IT i deres undervisning.

Et 3 timers kursus blev skruet sammen, og vi gennemgik de interaktive tavler, samt forskellige præsentationsredskaber som Powerpoint, Prezi og Timetoast.

Især Prezi er et interessant præsentationsværktøj da det er online, gratis og dermed let tilgængelig på tværs af platforme og uafhængigt af styresystemer.

Timetoast er måske mindre kendt, men er i al sin enkelthed en af flere muligheder for at lave en interaktiv tidslinie


fredag den 10. februar 2012

Green City

Et spændende computerspil om alternativ energi og entreprenørskab.


Skab en grøn by ved at lave de bedste forretninger og investeringer i grøn teknologi.
I spillet skal eleverne bruge de indlagte fagtekster og quizzer om både
konventionelle og alternative energikilder for at opnå det bedste resultat.
Green City fylder ca. 20 MB, og kan installeres på en almindelig pc.
Green City findes både i en dansk og en engelsk udgave,
og kan derfor også bruges i sprogundervisningen eller i samarbejdet med udenlandske klasser.


Inddrager flg. fag: Fysik/kemi, samfundsfag, geografi og engelsk

Varighed: 2 -3 lektioner eller som en del af et længere forløb

Hent Green City her

En Tech-Tutors vurdering:
Spillet er ikke særligt stort, og de ældste elever vil nok finde det for "børneagtigt". Ideerne i spillet er simpelt nok, og den grønne energi kommer fint i spil, men det handler ikke bare om at købe vindmøller, men om at skabe penge og overskud til at bygge dem. På den måde kommer vi til at præsentere eleverne for virkelighedens udfordringer og gøre dem opmærksomme på kompleksiteten i miljøpolitikken.

onsdag den 8. februar 2012

3D print på TechTutormødets GeekPeek

På alle TechTutor møder er et punkt, som vi kalder GeekPeek. Her præsenteres en teknologi, en læringsressource eller et program, som er teknologi-relateret. Og det må også meget gerne være relevant i en undervisningssammenhæng.

På mødet den 7. februar præsenterede TechTutor, Richardt, og hans to assistenter (hyrede til lejligheden) deres super seje, hjemmebyggede 3D printer. Den printer med plast gennem en tynd dyse, som styres over en glasplade i et bestemt, computerprogrammeret mønster. Man kan på den måde bygge modeller af rigtig mange forskellige ting.

Her er selve printeren.



Her printes under resten af mødet en lille vase.


Richardt og hans 'assistenter' har lært om 3D print i Labitat. Vil du læse mere om 3D print, så læs med her på Wikipedia.

mandag den 6. februar 2012

TechTutor møde 7. februar

På dagens møde skal der bydes velkommen til alle vores nye TechTutorer.

Vi skal også se hvad Richardt har i posen til vores Geek Peek. og så skal vi naturligvis tale om hvordan vi på bedst mulig måde får implementeret brugen af IWB hos såvel undervisere som studerende på BK

Vel mødt

Primary Wall - et brainstorming værktæj

Primary Wall er et super nemt brainstorming værktøj, som ikke kræver brugerlogin, oprettelse af væg eller andet. Man opretter en ny væg med et eneste klik.
Derefter kan man på siden generere et bit.ly-link (dvs. et forenklet link, som er nemt at taste ind for andre), og så kan alle via det link skrive på væggen.

Siden understøttes også af Android og iOS, om end den på iPad fungerer lidt forenklet.



I undervisningen:
Siden kan bruges til at samle forskellige vinkler på et emne på en og samme side meget nemt. Den er på grund af sin enkelthed anvendelig for selv helt små børn. De lærer hurtigt hvad de skal gøre. Og man kan ikke gøre så meget forkert. Denne side vil egne sig rigtig fint til en interaktiv tavle, hvor eleverne kan se, hvad alle skriver, imens de skriver.

Velkommen til TT

Velkommen til Techtutorerne på Blaagaard-KDAS

Denne blog skulle gerne blive fyldt med spændende indlæg, links, artikler og meget andet godt som alt sammen vedrører brug af teknologi i undervisningen.