Nu er over halvdelen af praktikperioden på Skovbrynet Skole
gået. Jeg læste i dag en artikel om vores praktik på Gladsaxebladets
hjemmeside, og den fik mig til tasterne..
Jeg synes det lyser ud af artiklen, at journalisten ikke har
forståelse for hverken teknikken, eller didaktikken bag brugen af iPads i
skolen. Derfor vil jeg forklare hvordan jeg har set min praktik indtil videre.
Jeg er i praktik i 8. klasse som, ligesom
indskolingsklasserne, bruger iPads i undervisningen. Tilgangen til indførelsen
har været forskellig i indskolingen og i udskolingen. Indskolingen lærer at
bruge én app af gangen, hvor udskolingen i højere grad er blevet smidt direkte
ud på dybt vand uden den store hjælp eller støtte.
I indskolingen er det apps
som Puppet Pals (dukketeater), Book Creator (navnet beskriver meget godt hvad
den app kan..), og GarageBand (hvor man kan lave musik) der er blevet brugt.
I udskolingen er det apps som Dropbox (deling af filer),
Evernote (deling af opgaver og noter), MindMeister (mindmaps), meebook (distriubution
af undervisningsforløb) og Book Creater der er blevet brugt.
Men nok om det tekniske... Hvad får eleverner og vi som lærerer/praktikanter ud af at der er iPads i klasselokalet? iPad’en i sig selv gør ikke noget fantastisk. Den får ikke på magisk vis engageret eleverne. Den gør ikke skoletrætte Ole glad for at gå i skole igen. Det er os som lærere der skal sørge for de ting. Men iPad’en kan være et værktøj der gør det lettere for os, og eleverne, at føre alle vores gode idéer ud i livet. I 8. klasse arbejder eleverne med et tværfagligt projekt mellem matematik, fysik/kemi, biologi og geografi. iPad’en spiller en central rolle i projektet, men det er det indhold vi har lagt på iPad’en kombineret med vores evne til at motivere eleverne der afgører om projektet bliver en succes.
Projektet går ud på at eleverne bliver præsenteret for en
mordgåde. Eleverne er retsmedicinere fra CSI, og deres opgave at finde frem til
gerningsmanden. De skal samle så mange spor som muligt, opstille hypoteser,
udelukke de mistænkte der har alibierne i orden, lave DNA analyse,
blodtypeanalyse, finde blodspor der er vasket væk og meget mere. Alt dette
kunne vi sagtens have lavet uden iPads. Men iPad’en bringer nye muligheder ind.
Som lærere/praktikanter giver det os mulighed for at præsentere eleverne for et
lækkert materiale der virker autentisk. Hver dag inden timen, åbner vi for
adgangen til en ny del af historien i Meebook, som eleverne skal sætte sig ind i.
Vi har billeder, links til andre kilder og video, med direkte i den tekst
eleverne sidder og arbejder med. Eleverne tænker, samarbejder, diskuterer og
arbejder med vinkelmålere, saltsyre og rejseplanen.dk for at løse opgaverne.
Her er et eksempel på noget af det materiale vi har lavet i forbindelse med mordgåden:
Eleverne nedfælder deres tanker, hypoteser, konklusioner,
beskrivelser og meget andet i MindMeister og Book Creator. Produktet efter de
14 dages arbejde er en kriminalrapport, lavet i Book Creator. Fordelen ved
netop den app er, at det er utrolig simpel at kombinere tekst, billeder,
lydoptagelser og video til en lækker helhed. Arbejdet med app’en understøtter
således differentiering på en måde jeg ikke er stødt på i mine tidligere
praktikperioder. Elever kan skrive, tegne, tale eller videofilme deres tanker,
og præsentere det på netop den måde de har lyst. Skriftligt svage elever kan få
kommunikeret deres tanker videre til modtageren, uden at rende panden mod den
mur af skriftligt arbejde de er så vandt til. De gå afsides 5 minutter og
optage en videodagbog hvor de kan få lov at øse ud af den viden de har fået om
bariumclorids reaktion med svovlsyre.
Men træerne vokser ikke ind i himmelen. Få kender
overspringshandlinger så godt som lærerstuderende... Det skulle da lige være
elevern i 8. klasse. iPad’en er en uudtømmelig kilde af overpringshandlinger!
Der er Facebook, mulighed for at sende beskeder, optage de andre elever på
video og selvfølgelig en overflod af spil. Og det kræver disciplin at følge med
i undervisningen når alle de muligheder ligger lige foran en. Vores erfaring er
indtil videre, at det især er de elever der i forvejen har det svært i skolen,
der forfalder til at hive et spil eller lign. frem. Men på den anden side har
vi også oplevet, at når vores undervisning bare er fængende og interessant nok,
så vælger eleverne at følge den i stedet. Med andre ord er det vores opgave at
lave undervisning der er så god, at eleverne hellere vil følge den, end at
skrive beskeder på Facebook.
Jeg håber mit indlæg kan give jer et billede af, hvad det vil sige at arbejde med iPads i undervisningen.
Peter Stenkilde