En måde at dele viden på er via blogs, og jeg vil her give nogle gode råd og regler til når man vil omdanne en tanke til et indlæg som andre skal kunne relatere sig til.
1. Målgruppe
Du skal kende din målgruppe. Hvis du som vi skriver om IT i læreruddannelsen og i folkeskolen, så må vi forvente at lærerstuderende og lærere er en del af vores målgruppe. Så derfor skal vi tænke over hvad relevans lige netop dette indlæg har for dem. Derfor passer det ind med didaktiske overvejelser da målgruppen selv gør sig disse når de læser dit indlæg.
Nogen gange sker det at du tiltrækker en målgruppe du ikke regnede med, og så må du vælge om du vil rette ind efter denne nye gruppe, eller blive ved som hidtil.
2. Dig selv
Du skal skrive om noget som interesserer dig. Det skal du for at kunne formidle det levende og motiverende for læserne. Hvis ikke risikerer du at det bliver kedeligt for dig at skrive, og kedeligt for folk at læse.

Hvis du er meget fokuseret på en lille del af emnet, så fokuser på det, men lad læserne vide hvorfor du gør det. Dem som deler din interesse bliver glade for det, og de andre finder noget andet og læse.
Ved at skrive om noget der interesserer dig og på din egen måde gør du det at skrive blogindlæg til en leg og ikke et surt slid, som ingen gider at læse alligevel.
3. Emner
Her på TechTutornes blog skriver vi om hvad vi laver i TT, og derfor der der meget vide rammer, men indlæg om vores dværghamstere og hvad vi spiste til aften vil alligevel falde udenfor og være malplacerede. Det er simpelthen ikke det som vores læsere vil have og forventer af os pga. vores egen markedsføring.
4. Billeder og video
En blog er båret af det skrevne sprog, men understøttes og får liv af billeder og video. Blogindlæg skal være spændende at læse og må gerne give en ahh- eller wow- oplevelse, og det kan billeder og video give.
Jo mere mennesker bruger af tid på nettet, jo ringere bliver vores koncentrationsevne, og vi bliver vant til at blive underholdt og fodret med informationer fra flere vinkler. Så mens vi læser ser vi på billeder og forestiller os hvad vi skal bruge denne viden til, eller hvad vi kan få ud af den.

5. Hav det sjovt.
En blog indbyder til leg og frihed, og det skal bare udnyttes. Leg gerne med ordene og med din fortællestil uden at tage det for seriøst. Der findes også meget seriøse blogs med meget tekst, få billeder, og masser af politikere som diskuterer seriøse ting. Det mener jeg dog er en fejl at de kalder sig blogs og ikke kronikker. En blog er en skriveblok hvor du kan lade dine tanker forme sig sammen med læseren. Denne frihed bør værdsættes og bruges til at lægge din og læserens viden sammen og skabe ny viden.

Der er en grund til at viden ikke er på listen, og det er fordi at viden er noget man skaffer når man har brug for den, og viden ligger ikke til grund til for hvad du vil skrive om.
God fornøjelse
Ingen kommentarer:
Send en kommentar